Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

Dom: Kuldioxidafgiftslovens § 9 – tung proces

SKM2017.158.BR

En virksomhed udvandt forskellige metaller ved afbrænding af kabelskrottet, transformatorerne og kondensatorerne. Udvindingen skete ved, at skrottet blev antændt, hvorefter det brændte videre af sig selv. Afbrændingen medførte temperaturer, der var høje nok til at smelte bly, men ikke høje nok til at smelte de øvrige metaller i skrottet.Retten lagde til grund, at virksomheden havde foretaget såvel afbrændinger, hvor der var sket smeltning af bly, som afbrændinger, hvor der ikke var sket smeltning af metaller. Retten lagde endvidere til grund, at virksomheden ikke havde foretaget nogen opgørelse af energiforbruget til de afbrændinger, hvor der var sket smeltning af bly, henholdsvis de afbrændinger, hvor der ikke var sket smeltning af metal.Retten fandt ikke, at den del af afbrændingerne, hvor der ikke var sket smeltning af metal, var omfattet af punkt 30 i bilag 1 til kuldioxidafgiftsloven. Da virksomheden ikke havde godtgjort hvor stor en del af dets samlede energiforbrug, der var anvendt direkte til smeltning af metaller, fandt retten ikke, at virksomheden var berettiget til tilbagebetaling af kuldioxidafgift.Retten frifandt på denne baggrund Skatteministeriet.

Dom: Godtgørelse af elektricitetsafgift og kuldioxidafgift - fejlbehæftede faktura - uberettiget fradrag

SKM2017.155.ØLR

Appellanten krævede godtgørelse af elektricitetsafgift og kuldioxidafgift samt fradrag for moms fra SKAT på i alt ca. kr. 5,6 mio. af nogle leverancer af el til appellanten fra et elselskab. Appellanten havde aldrig betalt regningen fra elselskabet med de fakturerede afgiftsbeløb vedrørende de pågældende leverancer, der var fremsendt flere år efter, at det faktiske elforbrug havde fundet sted. Appellanten bestred fra starten regningen fra elselskabet, og havde under en retssag mod elselskabet fået medhold i, at appellanten efter kontraktforholdet mellem parterne ikke var forpligtet til at betale for el-leverancerne, idet appellanten havde været i god tro om, at en elmåler hos appellanten havde målt et for lavt elforbrug. Desuagtet havde appellanten anvendt fakturaen fra elselskabet over for SKAT til at angive og opnå refusion for elektricitetsafgift, kuldioxidafgift og moms. SKAT foretog senere en efteropkrævning af de med urette refunderede afgifter og nægtede selskabet at tilbageføre momsen, som appellanten - ifølge appellanten selv ved en "fejl" - senere havde efterangivet over for SKAT.Landsretten tiltrådte, at der ikke var adgang til afgifts- og momsrefusion for appellanten efter henholdsvis godtgørelsesreglerne i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, samt momslovens § 37, stk. 1, eftersom afgiftsbeløbene ikke var betalt og appellanten heller ikke var forpligtet til at betale disse. Appellanten havde således ikke båret nogen afgiftsbyrde, som der kunne ske afgiftsgodtgørelse henholdsvis fradrag for. (Stadfæstelse af SKM2015.257.BR).

Dom: Forvaltningsmyndigheders brevudsendelse - Forsendelsesrisiko

SKM2017.141.ØLR

Landsskatteretten havde afvist at behandle en klagesag. Afvisningen var begrundet med, at klageren ikke inden den af Landsskatteretten fastsatte frist havde indgivet en klage, som opfyldte kravene hertil i skatteforvaltningsloven. Klagefristen var oplyst i et brev, som var sendt med almindelig post.Østre Landsret udtalte, at det er Landsskatteretten, der har bevisbyrden for, at brevet var kommet frem. Der var i sagen fremlagt kopi af brevet og af Landsskatterettens elektroniske journal, hvoraf afsendelsen fremgik, ligesom der var oplyst om postrutinerne hos Landsskatteretten. På denne baggrund fandt Østre Landsret det godtgjort, at brevet var blevet afsendt til klageren.Landsskatteretten havde oplyst, at brevet ikke var kommet retur, hvilket Østre Landsret lagde til grund. Klageren havde herefter ikke alene ved sin forklaring, der ikke var understøttet af konkrete oplysninger om uregelmæssigheder i postgangen på det pågældende tidspunkt eller andre omstændigheder, sandsynliggjort, at brevet ikke var kommet frem.I overensstemmelse med sædvanlig praksis på forvaltningsrettens område, der ikke kunne anses for ændret ved U2013.165H, var der herefter ført det tilstrækkelige bevis for, at Landsskatterettens brev var kommet frem til klageren.Uanset af Landsskatteretten er et domstolslignende nævn, kunne det af klageren anførte om praksis inden for retsplejen ikke føre til et andet resultat.Østre Landsret omgjorde på denne baggrund byrettens dom (SKM2015.108.BR) og frifandt Skatteministeriet.

Nyt fra EU-domstolen

Retsliste 13-03-2017 - 11-04-2017

Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.

Den 22-03-2017 indstilling i C-329/15 Statsstøtte ENEA
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse – artikel 107, stk. 1, TEUF – statsstøtte – forsyningsforpligtelse med hensyn til elektrisk energi produceret ved kraftvarmeproduktion – statsejet el-leverandør – begrebet ”fordel” – stigning i efterspørgslen – tilregnelse til staten – lovgivningsforanstaltning – manglende anvendelse af statsmidler – artikel 108, stk. 3, TEUF – ulovlig gennemførelse af statsstøtte – direkte virkning – ikke mulighed for påberåbelse for el-leverandører, der er omfattet af forsyningsforpligtelsen – bøde i tilfælde af manglende opfyldelse af forsyningsforpligtelsen – udelukkelse i tilfælde af ulovlig gennemførelse af statsstøtte

Tidligere dokument: C-329/15 Statsstøtte ENEA - Dom
Tidligere dokument: C-329/15 Statsstøtte ENEA - Indstilling

Nyt fra EU

Energinyt

Support og hjælp

Energinyt 2017, uge 10

Indhold

Nyt fra Energiklagenævnet

Nyt fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet